Spørgsmål:
Jeg skal have en samtale med en anden person, og jeg overvejer at optage samtalen på min telefon. Må jeg optage samtalen uden at fortælle den anden person det?
Svar:
Spørgsmålet om, hvorvidt det er lovligt at foretage skjulte optagelser af samtaler skal vurderes efter straffelovens § 263, stk. 2, nr. 2.
Bestemmelsen fastslår, at det kan straffes med bøde eller fængsel, hvis man uberettiget ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager udtalelser, telefonsamtaler eller andre samtaler mellem andre, som man ikke selv deltager i. Det samme gælder forhandlinger på et lukket møde, som man ikke selv deltager i, eller som man uberettiget har skaffet sig adgang til.
Det afgørende er derfor, om den person, der foretager optagelsen, selv deltager i samtalen eller mødet. Hvis man selv deltager lovligt i samtalen, er det ikke strafbart at optage den uden at informere de øvrige deltagere. Det samme gælder, hvis man har fået tilladelse fra mindst én af de personer, der lovligt deltager.
At en optagelse ikke er strafbar efter straffeloven betyder dog ikke nødvendigvis, at den altid er lovlig efter databeskyttelsesreglerne. Hvis optagelsen indeholder personoplysninger, kan reglerne i databeskyttelseslovgivningen finde anvendelse.
Det vil derfor være relevant at vurdere, om optagelsen kræver samtykke fra den registrerede eller den kan foretages uden samtykke på baggrund af en legitime interesse. Der skal her foretages en afvejning mellem behovet for at optage samtalen og den registreredes interesse i ikke at blive optaget. Hvis samtalens indhold ikke uden betydelige praktiske vanskeligheder kan dokumenteres på anden måde, kan dette tale for, at optagelsen kan foretages uden samtykke.
Kort sagt: Det er som udgangspunkt ikke strafbart efter dansk strafferet at optage en samtale eller et møde, som man selv lovligt deltager i, eller hvor man har fået samtykke fra en af de deltagende. Det er dog et særskilt spørgsmål, om optagelsen er i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne. Her kan det blandt andet have betydning, om der er et reelt behov for optagelsen, og om samtalens indhold kan dokumenteres på anden måde.
Kilder:
- Vagn Greve, Poul Dahl Jensen & Gorm Toftegaard Nielsen: Kommenteret straffelov Speciel del, 10. udgave (Djøf Forlag), 2021, s. 441.
- Datatilsynet: Vejledning om optagelse af telefonsamtaler, April 2024.
