Spørgsmål:

Jeg har oprindelse i udlandet, men kom til Danmark for cirka fem år siden. Jeg er stadig i gang med at lære dansk, og mine danskkundskaber er derfor fortsat meget begrænsede. Jeg forstår derimod engelsk fint. Jeg har derfor bedt myndigheden om at modtage breve og anden kommunikation på engelsk, men myndigheden har afvist dette og fastholder, at den alene vil kommunikere med mig på dansk, selvom den er bekendt med, at jeg ikke forstår sproget tilstrækkeligt.

Må myndigheden fortsætte med at skrive til mig på dansk, selvom den ved, at jeg ikke forstår det? Hvad skal jeg gøre?

Svar:

Det følger af myndighedens vejledningspligt, at myndigheden skal sikre sig, at den forstår borgeren, og at borgeren forstår myndigheden. Dette gælder både i forbindelse med myndighedens afgørelser og i den øvrige kontakt med den enkelte borger.

Vejledningspligten indebærer efter omstændighederne en forpligtelse for myndigheden til at stille tolke- eller oversættelsesbistand til rådighed. Hvis en borger eksempelvis behersker sit modersmål og engelsk, men kun i begrænset grad behersker dansk, kan myndigheden som udgangspunkt opfylde sin vejledningspligt ved at kommunikere med borgeren på engelsk, hvis både myndigheden og borgeren er i stand til at kommunikere tilstrækkeligt på engelsk.

Det betyder samtidig, at borgeren ikke nødvendigvis kan kræve, at kommunikationen eller oversættelsen sker til et bestemt sprog, hvis der allerede findes et andet sprog, som både myndigheden og borgeren kan kommunikere forsvarligt på.

I den beskrevne situation kan myndigheden derfor ikke blot undlade at tage hensyn til sprogbarrieren, hvis den er bekendt med, at du ikke behersker dansk i en sådan grad, at du kan forstå indholdet af myndighedens breve. Afhængigt af omstændighederne kan myndigheden være forpligtet til at anvende engelsk eller stille den nødvendige tolke- eller oversættelsesbistand til rådighed.

Det er desuden vigtigt at være opmærksom på, at det ikke alene er i borgerens interesse, at kommunikationen foregår på et sprog, som borgeren forstår. Det er også i myndighedens egen interesse. Hvis en myndighed træffer en afgørelse, som borgeren ikke har en reel mulighed for at forstå på grund af sproglige barrierer, kan det have betydning for afgørelsens retsvirkning og for myndighedens mulighed for at lægge afgørelsen til grund over for borgeren.

Det afgørende er derfor ikke alene, om myndigheden formelt har sendt et brev til borgeren, men også om borgeren under de konkrete omstændigheder har haft en reel mulighed for at forstå myndighedens kommunikation og varetage sine interesser.

Kilder:

• Niels Fenger, Kommentaren til forvaltningsloven, 2. udgave (Djøf Forlag), 2021, s. 299-301.
• Niels Fenger: Forvaltningsret, 1. udgave (Djøf Forlag), 2018, s. 391-392.