Spørgsmål:

Jeg har fået at vide, at den medarbejder i kommunen, der behandler min sag, kender min familie privat. Må medarbejderen stadig behandle min sag?

Svar:

Besvarelsen af dit spørgsmål afhænger af relationens karakter og indhold. Forvaltningslovens kapitel 2 indeholder en række regler om inhabilitet, som har til formål at sikre, at der ikke inddrages usaglige hensyn i sagsbehandlingen. Reglerne skal samtidig medvirke til at sikre tilliden til den offentlige forvaltning.

Hvis en relation er omfattet af en eller flere af forvaltningslovens inhabilitetsregler, må den pågældende sagsbehandler som udgangspunkt ikke træffe afgørelse eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af sagen.

Efter forvaltningslovens § 3 foreligger der inhabilitet i følgende situationer:

  • Hvis sagsbehandleren selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller tidligere i samme sag har været repræsentant for en person, der har en sådan interesse.
  • Hvis sagen vedrører sagsbehandlerens ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i op- eller nedstigende linje eller i sidelinjen så nær som søskendebørn eller andre nærstående, der har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald, eller som er repræsentant for en person med en sådan interesse.
  • Hvis sagsbehandleren deltager i ledelsen af eller har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald.
  • Hvis sagen vedrører en klage over eller kontrol- eller tilsynsvirksomhed over for en anden offentlig myndighed, og sagsbehandleren tidligere hos denne myndighed har medvirket ved den afgørelse eller gennemførelsen af de foranstaltninger, som sagen vedrører.
  • Hvis der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder, der er egnede til at vække tvivl om sagsbehandlerens upartiskhed.

Spørgsmålet om, hvorvidt sagsbehandleren må behandle din sag, beror derfor på en konkret vurdering af relationens karakter og de omstændigheder, der i øvrigt foreligger i sagen.

Hvis der eksempelvis består et meget nært venskab eller et alvorligt og konstaterbart uvenskab mellem sagsbehandleren og din familie, kan dette efter en konkret vurdering føre til, at sagsbehandleren er inhabil.

Omvendt vil et almindeligt bekendtskab ikke i sig selv medføre inhabilitet. Det gælder eksempelvis, hvis sagsbehandleren kender dig eller dine forældre fra skoletiden, den lokale idrætsklub eller på anden måde har et almindeligt bekendtskab med din families individer. Der skal som udgangspunkt være noget mere end et almindeligt bekendtskab, før relationen kan give anledning til tvivl om sagsbehandlerens upartiskhed.

Kort sagt: Spørgsmålet om, hvorvidt sagsbehandleren må behandle din sag, afhænger af relationen mellem sagsbehandleren og din familie. Et bekendtskab er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at statuere inhabilitet. Der skal således foreligge konkrete omstændigheder, som objektivt set er egnede til at rejse en frygt for, at der kan blive inddraget usaglige hensyn i sagsbehandlingen.

Kilder:

  • Niels Fenger, Kommentaren til forvaltningsloven, 2. udgave (Djøf Forlag), 2021, s. 161-271.